Shopping Cart

Your cart is empty

Continue Shopping

Guide: Disse farvede ædelsten skal du kende

Hos BOLOU er vi passionerede og tiltrukket af de fantastiske farver og mønstre, som hundredvis af ædelsten verden over beriger os med. Vi udvælger vores farvede ædelstene efter højeste kvalitetsstandarder, mangeårig erfaring og høj faglig viden indenfor ædelstene.

Nedenfor kan du læse mere om nogle af de mest kendte farvede ædelsten, såsom safirer, rubiner, smaragder og ametyster.

Er der andre ædelstene, du vil vide mere om, så kontakt os endelig. Du er også velkommen til at medbringe egne ædelsten til vores værksted, hvor vi kan designe et unikasmykke ud fra dine tanker og ædelstenens farve og form. 

Safirer - De blå ædelsten

Safirer - BOLOU

Safirer er en velkendt ædelsten, der ofte anvendes i eftertragtede og unikke smykker, som er kendt for sin blå farve. Ædelstenen består primært af mineralet korund, som er det næsthårdeste mineral i verden kun overgået af diamanter. 

Korund er i udgangspunktet farveløs. Den blå farve i safiren skyldes tilværelsen af jern og titan. De mest udbredte ikke-blå safirer er gule, grønne og pink, men safiren kan faktisk forekomme i enhver farve undtagen i rød, hvor ædelstenen så kaldes en rubin.

Den blå variant af safir er den mest eftertragtede version. Den mørkere farve anses for at være mindre værd, hvor den lysere kornblå safir er den mest eftertragtede. Safirer kan enten forekomme naturligt eller blive frembragt syntetisk.

Naturligt forekommende safirer findes overalt i verden, men der er dog stor variation i den blå nuance alt afhængig af den geografiske placering.

Rubiner - De røde ædelsten

Rubiner - BOLOU

Rubinen er kendt for sin røde farve. Som safiren er rubinen primært af mineralet korund. Den røde farve i ædelstenen skyldes chrom og varierer fra orange-rød til lilla-rød. Navnet rubin stammer fra det latinske ord “rubrum”, der betyder rød. 

Naturligt forekommende rubiner er yderst sjældne. Rubiner kan også fremstilles syntetisk og er selvfølgelig langt mindre værd end de naturlige. Den mest værdifulde farve er rødviolet og bliver kaldt ”Pigeon Blood”. 

Smaragder - De grønne ædelsten

En smaragd er en grøn ædelsten, der er i familie med mineralet beryl. Ligesom korund er beryl i udgangspunktet farveløs. Det er først ved tilstedeværelsen af forskellige urenheder, at de mange farverige nuancer opstår.

I smaragder skyldes den grønlige farve chrom og undertiden også vanadium. Nogle gange vil der også være jern til stede i beryl, hvilket afgiver en blålig farvetone.

De mest værdifulde smaragder er i farvespektret blå-grøn til grøn og har en mellem mørk nuance. Da smaragder krystalliserer sig heksagonalt, vil de typisk tage form som sekskantede prismer, hvilket er det typiske udseende for en smaragd ædelsten, som er kendetegnet ved dens langstrakte, rektangulære form.

Smaragder kommer primært fra Colombia, der står for langt den største del af produktionen verden over.

Ametyst - De lilla ædelsten

Ametyst er en lilla ædelsten og er en del af kvartsfamilien. Farvemæssigt spænder den fra dyb violet til sart lavendel, men kan også have deciderede rødlige undertoner. Før i tiden var ametyster blandt de allermest eftertragtede og værdifulde ædelsten, men i dag er de blevet langt mere hyppigt forekommende.

Ametyster kommer fra mange forskellige lokationer over hele kloden. Det er således også ædelstenens oprindelsesland, som er med til at bestemme farvenuancen på den fortrinvis lilla ædelsten. Nogle af de mest vigtige steder i forhold til at finde ametyster er Brasilien, Uruguay, Uralbjergene og Sri Lanka.

Er du mere til de klassiske diamanter, kan du blive klogere på dem i denne guide: Det skal du vide om diamanter.